Vi kender historien. Danmark vinder i Europa. Sådan har det altid været.
Når vi kigger på Europamesterskaberne i badminton for ungdom de sidste 20 år, er det rød-hvide flag næsten altid øverst. Men noget har ændret sig.
Det, der har ændret sig er, at Danmark ikke længere defacto vinder ungdomsmesterskaberne i Europa.
På senior siden er Badmintonspillere fra Danmark aktuelt flot repræsenteret i 4 ud af 5 kategorier i top 32. I de senere år, har et stadigt større antal spillere fra Frankrig fundet vej til verdenstoppen.
Det franske lynangreb er måske blevet til en permanent belejring
Glem alt om held og tilfældigheder. Frankrig mener det alvorligt.
Kigger vi på U19-holdmesterskaberne ved EM, er tendensen klokkeklar. (se resultater på Wikipedia her)
- Før 2013: Frankrig var en parentes. De var heldige, hvis de fik en bronze.
- 2013-2016: De begynder at drille Danmark. Frankrig tager sølv.
- 2017 & 2018: De slår os. Guld til Frankrig. Chok i hallen.
- 2020-2024: Danmark slår tilbage og vinder guld tre gange i træk. Men Frankrig er lige i hælene hver gang med sølv. Samtidig napper Frankrig 6 individuelle EM titler mod Danmarks 2 individuelle EM titler
Det virkelige opråb kom dog ved U17 EM i 2025.
Her vandt Frankrig ikke bare holdturneringen foran Danmark. De ryddede bordet i den individuelle turnering. 4 ud af 5 individuelle guldmedaljer gik til Frankrig, den sidste tog damesinglen fra England sig af.
Frankrigs badminton fremgang er ikke tilfældigt. De har nu etableret et udviklingssystem, der virker. Alex Lanier og Popov-brødrene er ikke enlige svaler. De er bare toppen af isbjerget. Særligt på drenge (herre) siden ser Frankrig ud til at have stærke kort på hånden – både nu og for fremtiden.
Hvem bløder mest i Europæisk badminton?
Danmark holder stadig stand i toppen, men hvem er faldet helt af vognen?
- England 🏴For 15-20 år siden var de vores ærkerivaler. De vandt U19-holdguld i 2007. Nu? De kæmper for overhovedet at få medaljer. De er gået fra at være en stormagt til en midter-nation i ungdomsrækkerne. Det ser sort ud for englænderne. Dog vandt England en guldmedalje i damesingle ved U17 EM 2025.
- Tyskland: Tyskerne vandt EM for hold i 2011. Det virker som en evighed siden. Ligesom England er de gledet ned i suppedasen. De leverer stadig solide spillere, men de producerer ikke længere de stjerner, der kan true Danmark eller Frankrig.
Dommen: Hvem ejer fremtiden?
Er Frankrig den nye supermagt? Ja og nej.
Lige nu er vi vidner til et tronskifte – eller i hvert fald en deling af tronen. Danmark er ikke længere enehersker. Vi er blevet til “den ene af de to store”.
Frankrig har momentum. Deres ungdomsarbejde lige nu ser stærkere ud end vores på bredden. Når de kan tage 4 guldmedaljer til et U17 EM, så bør det sende en klar besked gennem badminton systemet i Danmark.
Konklusionen:
Danmark er stadig kongen af Europa. Men Frankrig er kronprinsen, der står klar til at sætte sig på tronen.
Hvis badminton i Danmark ikke strammer sig an, så bliver Frankrig den dominerende badminton nation i Europa om 5-10 år.
Fremtidens supermagt i Europa ligner en ensidig duel mellem Danmark og Frankrig. Det hører dog med at græsrodskræfterne i en række lande er igang med at skabe grobund for elitebadminton.
Konkurrence er godt. Den skærpede konkurrence fra andre lande i Europa, bør bidrage til at badminton systemet i Danmark udvikler nye tiltag.
Public service besked: Penge er en udfordring for badmintonspillere. Badminton Ventures hjælper med at finde løsninger for kvalificerede spillere.
Læs også: Strong indication of a powershift in European badminton – is France the new powerhouse?
- 7 store resultater i dansk badmintonhistorie - december 13, 2025
- Er Frankrig den nye storebror i klassen? 🏸 - december 11, 2025
- Flemming Delfs: badmintonlegende med baghånden - maj 9, 2025