Spring til indhold
Hjem » Badminton artikler » Guldmedaljens glemte fundament: overser vi trænerne i baggrunden?

Guldmedaljens glemte fundament: overser vi trænerne i baggrunden?

    badmintontræner i fokus

    “Spillerne tager alt, hvad de kan få. Når de smutter videre, har de glemt alt om den hjælp, de fik.” Den udtalelse har vi hørt fra mange badminton-trænere, der undrer sig over mentaliteten hos de unge spillere.

    En træner i badminton kan gøre en enorm forskel for alle spiller-niveauer og aldersgrupper. Hos nogle trænere er fokus på relationerne, fastholdelse og sjov i spillet. For andre er tilgangen teknisk og forankret i individuelle planer for en spillers udvikling.

    MEN når en dansk badmintonspiller står øverst på podiet ved et europamesterskab, All England eller OL, rettes kameraerne mod to parter. Nemlig spilleren med guldmedaljen om halsen, og landstræneren, der har coachet spilleren.

    Det er det klassiske billede på succes. Men er det det fulde billede? Hvem, udover spilleren selv, ejer egentlig æren for, at en spiller når den absolutte verdenselite?

    Den lange rejse gennem Trænerdanmark

    Sandheden er, at ingen spillere popper op af jorden som færdige verdensstjerner. Vejen til toppen indebærer mellem 3-4.000 træningstimer. Undervejs præges en spiller af mange klubtrænere, trænere på camps, osv. Enhver træner i badminton tilfører værdifuld til spilleren.

    Fra de første ukoordinerede slag som 6-7 årig til de taktiske finesser som elitespiller, har spilleren været igennem:

    • Minitontrænere og forældretrænere, der bl.a. lærte dem at holde rigtigt på ketcheren.
    • Ungdomstrænere, der holdt gejsten oppe og introducerede de første benarbejdsøvelser.
    • Kreds- og talentcentertrænere, der spottede potentialet og pressede på for mere intensitet.
    • Klubtrænere i senioren, som integrerede dem i voksenbadminton.

    Alligevel er det næsten altid elitetrænerne og landsholdstrænerne i Brøndby, der løber med den offentlige hæder og anerkendelse.

    De står med det færdige produkt, men fundamentet blev støbt et helt andet sted. Nemlig af alle trænerne, der havde kontakt med spilleren igennem spillerens udviklingsforløb.

    Taksigelsen, der blev væk i sejrsrusen

    Det er en hård, men ofte sand pointe: Badmintonspillere kan være utroligt dårlige til at huske de trænere og de mindre klubber, som oprindeligt hjalp dem med at dygtiggøre sig.

    Når man står i rampelyset, er det let at glemme den frivillige træner i barndomsklubben, der brugte sin fritid på at kaste fjerbolde, eller den ungdomsansvarlige, der kørte Danmark tyndt til pointgivende turneringer.

    Uden disse tidlige indsatser var spilleren måske stoppet længe før, landsholdet overhovedet blev en realitet. Klubberne og breddetrænerne fortjener en langt større del af æren – og takken.

    Taler man med dygtige trænere i Danmark, hører man ofte, at når spillerne når et vist eliteniveau, så har de hurtigt glemt den hjælp, de fik.

    Det er interessant at spillere fra eksempelvis Canada næsten altid husker at takke alle dem, der har hjulpet dem fra. Gode eksempler på det er Brian Yang og Victor Lai, der begge har en lang historik hos Mandarin Badminton i Toronto.

    “Succes har mange skabere, men i badminton glemmer vi ofte dem, der skiftede grebet og lærte barnet at slå til fjerbolden”

    Hvad er en god træner overhovedet?

    For at give æren til de rette, er vi nødt til at forstå, hvad en god træner faktisk er. Det handler nemlig ikke kun om at kunne lægge den perfekte taktik.

    Hvad der definerer en god træner, ændrer sig radikalt i løbet af en spillers karriere:

    • I de tidlige år: Her er en god træner en relationsbygger. Det er en, der skaber et trygt, sjovt og motiverende miljø. Den gode træner formår at tænde en indre gnist hos barnet og lære dem glæden ved spillet – ikke kun glæden ved at vinde.
    • I ungdomsårene: Her er den gode træner en håndværker og pædagog. Fokus er på den tekniske og motoriske udvikling. Træneren skal kunne spotte fejl i slagafviklingen, før de bliver til dårlige vaner, og samtidig guide den unge spiller igennem teenageårenes mentale udfordringer.
    • På eliteniveau: Her er træneren en strateg og facilitator. Spilleren kan slå slagene. Trænerens opgave er nu at optimere marginaler, analysere modstandere og skabe de rammer, der gør, at spilleren kan præstere under maksimalt pres.

    Få nyhedsbrevet for mere badminton indhold

    📌 Trænerens nøglerolle i den kritiske 16-17 års alder

    Når unge badmintonspillere rammer 16-17 års alderen, sker der et massivt frafald i idrætslivet. Det er her, ungdomslivet for alvor rammer med gymnasiefester, kærester, eksamenspres og identitetssøgen.

    For de spillere, der ikke spås en fremtid på landsholdet, har træneren en gigantisk indflydelse på, om ketcheren lægges på hylden for altid, eller om de forbliver aktive i sporten.

    Hvordan sikrer den dygtige træner fastholdelse?

    • Skift fokus fra præstation til relation: Træneren formår at skabe et træningsmiljø, hvor det sociale fællesskab vægtes lige så højt som de sportslige resultater. Hallen skal være et frirum, ikke endnu et præstationspres.
    • Fleksibilitet frem for rigiditet: Den dygtige træner forstår, at lektier og ungdomsliv presser på. Ved at tilbyde fleksible træningsordninger (f.eks. “kom når du kan” frem for krav om 3x ugentlig træning) holdes døren åben for den unge.
    • Nye succeskriterier: Succes skal defineres som personlig udvikling og spilleglæde frem for vundne kampe. Træneren roser engagement, kammeratskab og humør.
    • Karriereveje uden for stregerne: Træneren spotter og guider de unge ind i nye roller i klubben. Ved at tilbyde them kurser som hjælpetrænere, linjedommere eller hjælpere til klubarrangementer, fastholdes de i klubbens økosystem, selvom de drosler ned på egne ambitioner.

    Lad os dele æren

    Næste gang vi hylder en dansk badmintonsucces, bør vi sende en kærlig tanke til foreningslivet og de mange trænere, der opererer langt væk fra tv-skærmene.

    En god træner taber ikke den brede masse af syne i jagten på eliten. De forstår, at fremtidens klubformænd, motionister, frivillige og sponsorer findes blandt de unge, der vælger at blive i sporten, fordi en træner gjorde det rart at komme i hallen.

    Æren tilhører ikke kun ham eller hende, der jubler foran kameraet i en fyldt arena. Den tilhører i lige så høj grad den træner, der fik en 10-årig til at forelske sig i sporten – og holdt fast i den 16-årige, da livet uden for hallen begyndte at kalde.

    Kender du en træner i badminton, der fortjener ros eller ris?

    Husk at rose de trænere der fortjener det. Lad være med at tage dem for givet. Men husk også at give ris til trænere, som ikke giver spillerne den opmærksomhed og fokus de fortjener.

    Trænerens rolle er ufattelig vigtig for den fortsatte udvikling af badmintonsporten i Danmark. Kan trænere skabe attraktive miljøer rundt om i klubberne, kan det medvirke til at tiltrække flere unge mennesker til sporten.

    Badminton Talk

    Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *