Flemming Delfs er en af Danmarks badmintonlegender. Han vandt det første officielle verdensmesterskab i herresingle i 1977. Ifølge Badmintonranks er han nummer 24 på GOAT listen (de største badmintonspillere nogensinde).
Lær Flemming Delfs at kende i denne faktaartikel. Læs om andre danske badmintonlegender her.
Flemming Delfs – et lysende ungdomstalent
Flemming Delfs blev født den 7. september 1951. Badmintonkarrieren startede som 9 årig i Kastrup Magleby Badmintonklub (KMB). Senere rykkede han til KBK, hvor mange af tidens badminton tjerner spillede på det tidspunkt.
Hans tidlige år var præget af en spirende interesse for badminton. Allerede som ung viste han et usædvanligt talent for sporten, hvilket førte til bemærkelsesværdige resultater på juniorniveau.
Han vandt det danske juniormesterskab i herresingle i U17-rækken i 1966/1967 og fortsatte sin dominans i U19-rækken, hvor han sikrede sig Danmarksmesterskabet i herresingle i både 1968/1969 og 1969/1970 .
Hans alsidighed blev yderligere understreget af sejre i mixed double ved de danske juniormesterskaber U19 i 1967/1968 og 1969/1970.
Delfs’ talent rakte også ud over landets grænser, da han i 1969 vandt Europamesterskabet for juniorer i herresingle, der blev afholdt i Voorburg . Samme år vandt han også en bronzemedalje i herredouble ved Europamesterskabet for juniorer.
Disse tidlige triumfer vidnede om et exceptionelt potentiale og lagde grundstenen for en legendeværdig karriere på seniorniveau. I modsætning så mange andre, klarede Flemming overgangen fra ungdom til senior med bravour.
Dominans i herresingle – 1977 var et særligt år for Flemming Delfs
Flemming Delfs dominerede badmintonscenen i 1970’erne, især i herresingle. Her opnåede han en række bemærkelsesværdige resultater. Særligt i 1977, hvor han vandt VM og All England.
Hans mest ikoniske præstation var sejren ved det første officielle verdensmesterskab i badminton, afholdt i Malmø i 1977. Her besejrede han landsmanden Svend Pri i finalen og blev den første mandlige verdensmester i sportens historie.
Denne bedrift var kulminationen på en sæson, hvor Delfs vandt næsten alle betydelige turneringer, herunder den prestigefyldte All England Championships samme år. I All England-finalen i 1977 vendte han et tabt førstesæt mod Indonesiens Liem Swie King og sikrede sig titlen med en sejr på 15-17, 15-11, 15-8.
En bemærkelsesværdig episode fra verdensmesterskabet i 1977:
Under en indledende kamp mod Englands Ray Stevens blev Delfs diskvalificeret for at overskride en fem-minutters pause. (Dengang var der indlagt en 5 minutters pause mellem 2. og 3. sæt).
Men Stevens bad den danske dommer om at lade kampen fortsætte, hvilket gav Delfs mulighed for at vinde og senere tage titlen. Ray Stevens blev senere anerkendt af IOC med en UNESCO citation for “sportsmanship of the highest order”.
Delfs’ succes strakte sig også til europæiske mesterskaber, hvor han vandt herresingle-titlen tre gange i træk (1976, 1978 og 1980), en bedrift, der understregede hans dominans i Europa. Han sikrede sig desuden to danske senior mesterskaber og en nordisk mesterskabstitel.
På internationalt niveau nåede han finalen i Denmark Open i 1973, hvor han udfordrede legenden Rudy Hartono i en tæt kamp (17-14, 15-12), hvilket markerede hans gennembrud som en seriøs konkurrent.
Selvom han primært var kendt for sine singleresultater, opnåede han også medaljer i double og holdturneringer, hvilket viste hans alsidighed som spiller.
Den blonde komet med Flemming Delfs baghånden
Flemming Delfs var kendt for sin elegante spillestil og sin høje statur.
Hans kraftfulde baghånd blev betragtet som hans signaturvåben. Eksperter beskrev hans baghånd som “fantastisk” og så berømt, at en god baghånd på et tidspunkt omtaltes som “at lave en Flemming Delfs”. Hans baghånd var inspireret af Erland Kops (læs badmintonlegende artikel om Erland Kops her).
Delfs havde et bemærkelsesværdigt rivaliserende forhold til sine danske landsmænd, især Svend Pri og Morten Frost.
Finalen ved verdensmesterskabet i 1977 mod Svend Pri var et rent dansk anliggende, hvor Delfs triumferede. Pri blev betragtet som hans sværeste modstander sammen med Morten Frost.
Flemming Delfs og Frost mødtes i flere betydningsfulde kampe, herunder EM-finalen i 1980, som anses for at være en velspillet og spændende EM-finale.
Frost vandt sin første Danmarksmesterskab for seniorer i 1978 ved at besejre Flemming Delfs.
Trods sin dominans i Europa havde Delfs ofte svært ved at tilpasse sig de varme og fugtige forhold i Fjernøsten. Og det påvirkede hans turneringsresultater og niveau ved bl.a. Thomas Cup turneringen.
Bemærkelsesværdige resultater fra Jamaica til Japan
Ud over sine sejre i de store mesterskaber vandt Flemming Delfs en lang række andre betydningsfulde internationale turneringer.
Han vandt Denmark Open i herresingle i 1977 mod Svend Pri med 15-12, 15-7 og i 1979 mod Morten Frost med 15-7, 15-7.
Ved Denmark Open tabte han i finalen i 1973 mod Rudy Hartono med 14-17, 12-15 og i 1976 mod Svend Pri med 15-9, 5-15, 10-15 .
I Dutch Open triumferede Delfs i herresingle i 1975 mod Sture Johnsson med 14-15, 15-0, 15-10, i 1976 mod Ray Stevens med 15-10, 15-1, i 1978 mod Svend Pri med 15-3, 3-15, 15-7 og i 1979 mod Morten Frost med 15-6, 3-15, 17-15.
I 1976 vandt han herredoubletitlen ved Dutch Open sammen med Elo Hansen.
Ved Swedish Open vandt Delfs herresingle i 1979 mod Ray Stevens med 15-7, 15-0 og tabte finalen i 1977 mod Liem Swie King med 4-15, 8-15 og i 1978 mod Svend Pri med 3-15, 8-15. I herredouble vandt han titlen med Steen Skovgaard i 1978 og 1979.
Delfs vandt Canadian Open i herresingle i 1977 mod Thomas Kihlström med 12-15, 15-7, 15-10 og i 1978 mod Thomas Kihlström med 14-17, 15-11, 18-16 . Han var også finalist i herresingle i 1979 mod Morten Frost.
I 1976 vandt Delfs de Nordiske Mesterskaber i herresingle og i herredouble med Elo Hansen i 1973 og med Steen Skovgaard i 1978.
Han vandt Jamaican International i herresingle i 1975 og i herredouble med Elo Hansen i 1975.
I 1980 vandt han Chinese Taipei Open i herresingle mod Iie Sumirat med 15-7, 8-15, 18-16.
Han vandt Norwegian International i herresingle i 1975 og US Open i mixed double med Pernille Nedergaard i 1972. Flemming Delfs var finalist i Victor Cup i 1980, Scottish Open i 1982 og English Masters i 1979.
Endelig vandt han bronzemedaljer ved World Cup i herresingle i 1979 og i herredouble i 1980.
Thomas Cup – lige ved og næsten for Flemming Delfs
Flemming Delfs deltog på Danmarks Thomas Cup-hold mellem 1972 og 1982. Han var med til at spille Danmark frem til Thomas Cup finalen i 1973 og 1979. Desværre tabte Danmark begge gange til Indonesien.
I 1973 besejrede Indonesien de danske stjerner med 8-1. Ved den lejlighed var Delfs ikke på sit højeste, hvorimod Svend Pri tilførte superstjernen Rudy Hortono sit første Thomas Cup nederlag nogensinde. Svend Pri kvitterede i øvrigt med at kaste sin ketcher til publikum
I finalen 6 år senere blev de danske spillere udraderet af Indonesien, der vandt med hele 9-0. Udover førnævnte Svend Pri, havde de danske spillere svært med det tropiske klima.
Ekperterne om Flemming Delfs
Flemming Delfs’ evner blev anerkendt af både modstandere og eksperter i hans samtid.
Efter Denmark Open-finalen i 1973 udtalte Rudy Hartono, en af badmintonhistoriens største spillere: “Jeg er overbevist om, at Delfs vil blive den næste verdensmester efter mig.” Selvom Hartono senere vandt flere titler, viste Delfs’ præstationer, at han levede op til denne forudsigelse.
Morten Frost, en anden dansk badmintonlegende, har talt om den danske badmintontradition og nævnt Delfs som en af de store pionerer. Frost bemærkede, at danske spillere ofte var uheldige i store internationale turneringer, men at Delfs’ verdensmesterskab i 1977 var et højdepunkt, der inspirerede kommende generationer. Frost understregede også, at Delfs’ evne til at vinde under pres var enestående, selv når han stod over for stærke asiatiske modstandere.
Badmintonhistorikere og fans har ofte fremhævet Delfs’ tekniske dygtighed og elegante spillestil. Hans høje statur og kraftfulde baghånd gjorde ham til en frygtet modstander.
Livet efter badminton
Efter at have trukket sig tilbage fra konkurrencedygtig badminton i begyndelsen af 1980’erne skiftede Delfs spor og gik ind i erhvervslivet.
Han blev direktør for sportsudstyrsfirmaet Patrick Skandinavia A/S, som han i 2007 var med til at sælge til en belgisk koncern. Denne overgang til erhvervslivet viser hans evne til at tilpasse sig nye udfordringer uden for banen.
For nogle år siden, solgte Flemming Delfs huset i Hellerup for at flytte til de dejlige omgivelser på Sydfyn. Her bor han og hustruen Birthe i lejligheden i Svendborg og sommerhuset på Thurø.
Badmintonketcheren er skiftet ud med en tungere en af slagsen. Flemming har spillet tennis i Hellerup i årevis og gør det efter sigende stadig i det Sydfynske.
Flemming har to drenge; Martin Delfs, der bl.a. er beskæftiget som Yoga lærer, og lillebroren Alecsander Delfs, der driver et ejendomsmæglerselskab i Hellerup.
- Flemming Delfs: badmintonlegende med baghånden - maj 9, 2025
- Peter Gade: Danmarks Badmintonlegende - maj 6, 2025
- Spillerudvikling i badminton – hvad er vigtigt? - april 5, 2025